Jeg kigger på sengen, som har stået samme sted siden 1. Indflytningsdag. Alt er det samme. Og dog. Halvdelen mangler. Den ene hovedpuden, den ene dyne, den ene person...
Det kommer helt bag på mig selv, hvor hårdt det stadig rammer at se det og jeg bliver ved med at tænke tilbage på den SMS jeg fik for 2-3 uger siden...
...............................
Jeg fik jobbet.. Jeg skal til Grækenland..
...............................
Alt stod stille, mit hjerte slog en ekstra gang ekstra hårdt og stoppede så - det var som at blive slået i maven. Jeg vidste godt, at han skulle til samtale og vidste også at han ville få jobbet, men realiteten er bare brutal og nådesløs.
Det var som i går at det skete. Min kollega N og jeg var til frokost da telefonen vibrerede - smsen fra M. N kiggede på mig og jeg kunne fornemme at hun ville spørge mig om alt var okay, men gjorde det ikke. Jeg er glad for at hun ikke gjorde det, for hvad skulle jeg have svaret, hvad kunne jeg svare? Ingenting - alt gik i stå.
Troede jeg var afklaret, men er ikke sikker på at det er tilfældet. Hvor ofte ender det ikke med at det største mysterium er at kende sig selv?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar