Jeg kigger på sengen, som har stået samme sted siden 1. Indflytningsdag. Alt er det samme. Og dog. Halvdelen mangler. Den ene hovedpuden, den ene dyne, den ene person...
Det kommer helt bag på mig selv, hvor hårdt det stadig rammer at se det og jeg bliver ved med at tænke tilbage på den SMS jeg fik for 2-3 uger siden...
...............................
Jeg fik jobbet.. Jeg skal til Grækenland..
...............................
Alt stod stille, mit hjerte slog en ekstra gang ekstra hårdt og stoppede så - det var som at blive slået i maven. Jeg vidste godt, at han skulle til samtale og vidste også at han ville få jobbet, men realiteten er bare brutal og nådesløs.
Det var som i går at det skete. Min kollega N og jeg var til frokost da telefonen vibrerede - smsen fra M. N kiggede på mig og jeg kunne fornemme at hun ville spørge mig om alt var okay, men gjorde det ikke. Jeg er glad for at hun ikke gjorde det, for hvad skulle jeg have svaret, hvad kunne jeg svare? Ingenting - alt gik i stå.
Troede jeg var afklaret, men er ikke sikker på at det er tilfældet. Hvor ofte ender det ikke med at det største mysterium er at kende sig selv?
søndag den 29. april 2012
søndag den 15. april 2012
Wordfeud...
Love, love, love... Samme ord, men forskellige betydninger.
I love you,
At love,
Der er love (regler),
Hvorfor så dette ordkløveri midt i det hele? I kender nok app'en Wordfeud - et vanedannede og underholdende spil til iPhones og iPads, hvor man skal danne ord med de bogstaver man har til rådighed. Men jeg opdagede, at man pludselig spiller højt spil, når kærligheden bliver indsatsen.
Hvad der startede som en simpel invitation til wordfeud med en fremmed, udviklede sig til en chat og videre til udveksling af telefonnumre. Hvad fik mig til at gøre det? Tja - jeg ved det faktisk ikke. Det ene tog det andet - jeg var i et forhold på det tidspunkt, og det kørte lidt op og ned og havde gjort det i et stykke tid. Ikke at det er en undskyldning, men mine guards var ikke oppe. I bund og grund vidste jeg nok, at jeg havde mistet mig selv i forholdet med M, og følte ikke længere noget for det. Da X så skrev, "at vi bliver nødt til at mødes for at se om der er noget", fandt jeg ud af, at lysten også var der til at mødes med ham.
En uge efter den besked, kunne M mærke at der var noget galt. Det var rigtig svært at skulle fortælle ham det, men efter et stykke tid, fik han det ud af mig. Jeg fortalte det som det var, hvor jeg stod i forholdet og om lysten til at møde X (på det tidspunkt havde vi ikke mødtes endnu). M tog det overraskende meget pænt. (Han er en rigtig sød fyr, så ham der ender med M er heldig).
Det meste af natten snakkede vi om ALT, alle de følelser og tanker vi begge havde om det hele. Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor? Og jeg ved det ikke. Måske var det nysgerrighed som gjorde udslaget. Måske elskede/elsker jeg ikke M, men var i forholdet, fordi det var trygt. Måske havde vi glemt hinanden og at der er en anden som var interesseret i mig var rart. Måske havde jeg et horn som skulle rendes af. Måske, måske, måske.
M blev ved med at sige, at jeg bare skulle have det ud af kroppen - få løbet min uni-horn af (intern joke omkring Glee-serien). Sandt at sige, M er DEN ENESTE jeg nogensinde har været sammen med, så måske havde han ret i det, men det er bare ikke min stil.
Vi/jeg blev enig(e) om, at det var bedst at ende forholdet, inden vi kom ud i noget grisseri. Der var for mange måske'er at ignorere til at blive i forholdet - det ville ikke være fair overfor hverken mig selv eller M.
Næste blog - mødet med X.
I love you,
At love,
Der er love (regler),
Hvorfor så dette ordkløveri midt i det hele? I kender nok app'en Wordfeud - et vanedannede og underholdende spil til iPhones og iPads, hvor man skal danne ord med de bogstaver man har til rådighed. Men jeg opdagede, at man pludselig spiller højt spil, når kærligheden bliver indsatsen.
Hvad der startede som en simpel invitation til wordfeud med en fremmed, udviklede sig til en chat og videre til udveksling af telefonnumre. Hvad fik mig til at gøre det? Tja - jeg ved det faktisk ikke. Det ene tog det andet - jeg var i et forhold på det tidspunkt, og det kørte lidt op og ned og havde gjort det i et stykke tid. Ikke at det er en undskyldning, men mine guards var ikke oppe. I bund og grund vidste jeg nok, at jeg havde mistet mig selv i forholdet med M, og følte ikke længere noget for det. Da X så skrev, "at vi bliver nødt til at mødes for at se om der er noget", fandt jeg ud af, at lysten også var der til at mødes med ham.
En uge efter den besked, kunne M mærke at der var noget galt. Det var rigtig svært at skulle fortælle ham det, men efter et stykke tid, fik han det ud af mig. Jeg fortalte det som det var, hvor jeg stod i forholdet og om lysten til at møde X (på det tidspunkt havde vi ikke mødtes endnu). M tog det overraskende meget pænt. (Han er en rigtig sød fyr, så ham der ender med M er heldig).
Det meste af natten snakkede vi om ALT, alle de følelser og tanker vi begge havde om det hele. Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor? Og jeg ved det ikke. Måske var det nysgerrighed som gjorde udslaget. Måske elskede/elsker jeg ikke M, men var i forholdet, fordi det var trygt. Måske havde vi glemt hinanden og at der er en anden som var interesseret i mig var rart. Måske havde jeg et horn som skulle rendes af. Måske, måske, måske.
M blev ved med at sige, at jeg bare skulle have det ud af kroppen - få løbet min uni-horn af (intern joke omkring Glee-serien). Sandt at sige, M er DEN ENESTE jeg nogensinde har været sammen med, så måske havde han ret i det, men det er bare ikke min stil.
Vi/jeg blev enig(e) om, at det var bedst at ende forholdet, inden vi kom ud i noget grisseri. Der var for mange måske'er at ignorere til at blive i forholdet - det ville ikke være fair overfor hverken mig selv eller M.
Næste blog - mødet med X.
mandag den 9. april 2012
Når lyset slukkes...
Hvad gør man, når lyset slukkes og man sidder tilbage i mørket - alene, forvirret og ensom?
Kandelaberen med de 5 stearinlys står tændt i vinduet, og er det eneste lys i stuen, bortset fra TV'et og min computer. Han er her stadig - M. Det er på trods af, at vi gik fra hinanden for ca. 3 uger siden. Beslutningen om, at vi skulle hver vores vej var min, en svær beslutning, men den rigtige lige nu (håber jeg). Dog kværner en stemme inde i mit hovedet om det er en fejl? Måske er det en fejl, who knows, men beslutningen er taget og jeg står ved den.
Vi takler det sandsynligvis meget forskelligt i forhold til, hvordan andre par ville håndtere det. I skrivende stund sidder han i sofaen, ca. halvanden meter fra mig og ser Hammerslag i Thailand. For en udefra kommende ville det virke som en helt normalt mandag aften bortset fra, at om 10 dage er han flyttet helt fra lejligheden. Hvorfor bor vi stadig sammen? Ja, jeg er ikke en kold maskine, som bare sparker M ud efter et 3½ års forhold. Han har boet hos nogle venner, kollegaer og familiemedlemmer på skift det sidste stykket tid indtil hans boligforhold er kommet på plads. Det er det nu. De sidste af hans ting (sofaborde, køkkenbord m.v.) afhentes torsdag i denne uge og så er alt delt. Slut.
Heldigvis har der ikke været det store drama over bruddet. Dialog har været "the keyword" og vi har virkelig fået snakket om ALT. Derfor gør bruddet mig heller ikke så trist pt, for vi skilles som venner. Om vi finder sammen igen? Tja, det må tiden vise.
Der er absolut intet ved vores forhold, som jeg har fortrudt. Jeg er glad for, at vi har kunne grine og græde sammen over og om alt. Og han vil helt klart været savnet. At han ikke er der til at give et kram, når jeg trænger mest eller bare fordi vi lige går forbi hinanden. Hans små prutter i hjørnerne, som han tror jeg ikke hører. :o) Hans dansemoves, som er så kikset, at de er helt perfekte - at han er lige præcis som han skal være. :o) Men om jeg er blevet kvalt i hans kærlighed eller hvad der gør, at jeg har brug for at komme ud af det hele og "få luft" - det ved jeg ikke. Ikke andet end jeg var blevet tom indeni og ikke kunne mærke hvad jeg følte og hvor jeg stod i forholdet.
Stearinlysene er ved at være brændt ned og det gør mig bekymret. Tiden der er gået kommer ikke tilbage. Tidspunket hvor M vil være helt ude af mit liv er kommet tættere på. Med tårer i øjnene betragter jeg ham lidt på afstand. Typisk af ham at flagre rundt i køkkenet på dette tidspunkt (kl. 21.30), lave en aftensnack mens han synger sin egen fortolkning af en Disney sang. "... Har du aldrig hørt på Muldeberg en stjernenat..." Muldeberg: Red.; hans kælenavn. :o)
Ja, han var min Muldeberg, og en dejlig en af slagsen.
(Optakten til bruddet kommer i den næste blog.)
Kandelaberen med de 5 stearinlys står tændt i vinduet, og er det eneste lys i stuen, bortset fra TV'et og min computer. Han er her stadig - M. Det er på trods af, at vi gik fra hinanden for ca. 3 uger siden. Beslutningen om, at vi skulle hver vores vej var min, en svær beslutning, men den rigtige lige nu (håber jeg). Dog kværner en stemme inde i mit hovedet om det er en fejl? Måske er det en fejl, who knows, men beslutningen er taget og jeg står ved den.
Vi takler det sandsynligvis meget forskelligt i forhold til, hvordan andre par ville håndtere det. I skrivende stund sidder han i sofaen, ca. halvanden meter fra mig og ser Hammerslag i Thailand. For en udefra kommende ville det virke som en helt normalt mandag aften bortset fra, at om 10 dage er han flyttet helt fra lejligheden. Hvorfor bor vi stadig sammen? Ja, jeg er ikke en kold maskine, som bare sparker M ud efter et 3½ års forhold. Han har boet hos nogle venner, kollegaer og familiemedlemmer på skift det sidste stykket tid indtil hans boligforhold er kommet på plads. Det er det nu. De sidste af hans ting (sofaborde, køkkenbord m.v.) afhentes torsdag i denne uge og så er alt delt. Slut.
Heldigvis har der ikke været det store drama over bruddet. Dialog har været "the keyword" og vi har virkelig fået snakket om ALT. Derfor gør bruddet mig heller ikke så trist pt, for vi skilles som venner. Om vi finder sammen igen? Tja, det må tiden vise.
Der er absolut intet ved vores forhold, som jeg har fortrudt. Jeg er glad for, at vi har kunne grine og græde sammen over og om alt. Og han vil helt klart været savnet. At han ikke er der til at give et kram, når jeg trænger mest eller bare fordi vi lige går forbi hinanden. Hans små prutter i hjørnerne, som han tror jeg ikke hører. :o) Hans dansemoves, som er så kikset, at de er helt perfekte - at han er lige præcis som han skal være. :o) Men om jeg er blevet kvalt i hans kærlighed eller hvad der gør, at jeg har brug for at komme ud af det hele og "få luft" - det ved jeg ikke. Ikke andet end jeg var blevet tom indeni og ikke kunne mærke hvad jeg følte og hvor jeg stod i forholdet.
Stearinlysene er ved at være brændt ned og det gør mig bekymret. Tiden der er gået kommer ikke tilbage. Tidspunket hvor M vil være helt ude af mit liv er kommet tættere på. Med tårer i øjnene betragter jeg ham lidt på afstand. Typisk af ham at flagre rundt i køkkenet på dette tidspunkt (kl. 21.30), lave en aftensnack mens han synger sin egen fortolkning af en Disney sang. "... Har du aldrig hørt på Muldeberg en stjernenat..." Muldeberg: Red.; hans kælenavn. :o)
Ja, han var min Muldeberg, og en dejlig en af slagsen.
(Optakten til bruddet kommer i den næste blog.)
Abonner på:
Opslag (Atom)